HCI's formål og værdier
HCI er en værdistyret skole. Vi har enkle husregler, som vi forventer alle kan finde ud af, og det giver overskud og tid til det, der er det vigtigste; at lave efterskole, hvor værdier som tillid, respekt, ærlighed, rummelighed og ordentlighed bliver helt afgørende for vores måde at være sammen med hinanden på. I vores værdigrundlag står der, at:
”Samværet på HCI skal være båret af ligeværdighed mellem mennesker, hvor samtalen er det væsentligste middel til at nå hinanden. Retten til forskellighed er grundlæggende og skal give fællesskabet substans, men stiller samtidig krav om tolerance og forståelse overfor andre.”
Med andre ord, det er med dialogen, der skabes forståelse og vi skal turde være os selv uden at være os selv nok. Vi bestræber os på, at værdigrundlaget ikke kun er flotte ord på en hjemmeside, men også helt indgroede og tydelige i vores relationer med hinanden.
Vi har tre stærke ben, som vi står på:
- Tillid
- Samtalen som pædagogisk redskab
- Situationsbestemt konsekvens
Tillid
Som udgangspunkt møder vi altid elever, forældre og hinanden med tillid. Tillid til, at vi vil HCI og hinanden det bedste. Tillid til, at vi alle godt ved, hvad der skal til, for at indgå i fællesskabet. Og tillid til, at vi alle gør det bedste, vi kan.
Samtalen som pædagogisk redskab
Vi ved godt, at man nogle gange kan komme til at gøre noget dumt. I sådanne tilfælde tror vi på, at alle parter lærer mere af at tale med hinanden om baggrunden og konsekvenserne, end ved at have en fastsat straf for at bryde reglerne. Vi bruger nemlig samtalen til at nå hinanden og til at opretholde - eller genoprette - tilliden til hinanden.
Situationsbestemt konsekvens
At gøre noget, der skader sig selv, andre eller fællesskabet kan sagtens have en konsekvens. Men fremfor at have på forhånd fastsatte konsekvenser for at bryde fastsatte regler, så kigger vi på hver enkelt situation - og hver enkelt elev - og fastsætter en eventuel konsekvens ud fra det. Udgangspunktet vil altid være samtalen.
Vi bruger som udgangspunkt heller ikke at "sende elever hjem på en tænker" - men hvis vi i sjældne tilfælde kommer til et punkt, hvor vi - eller eleven - er i tvivl om, om tilliden mellem os kan genoprettes, kan det være et middel til at blive afklaret, om samarbejdet skal fortsætte.

Væsentligste regler
- Det er ikke tilladt at ryge cigaretter eller E-cigaretter, indtage snus eller andet i samme kategori på skolens grund eller i vores by.
- Det er heller ikke tilladt at ryge hash eller drikke alkohol og overtrædelse af dette kan medføre bortvisning fra skolen.
Hvorfor samtale?
Vi ønsker, at vores elever lærer at indgå konstruktivt i et fællesskab. Når mange er og lever sammen, kræver det, at man nogle gange sætter sig selv til side for det fælles bedste. Det kræver også, at man lever efter de spilleregler, der giver det bedste til fællesskabet.
Hvis man gør noget, der er uhensigtsmæssigt for enten sig selv eller fællesskabet, tror vi på, at man gennem samtale giver eleven det bedste udgangspunkt for at udvikle sig og lære af situationen, så de vælger anderledes næste gang. Ikke fordi de er bange for "straffen", men fordi de forstår konsekvensen af deres handlinger.